Guatemala, der ligger i Centralamerika, grænser op til Mexico, Belize, Honduras og El Salvador. Her var jeg på 3 ugers rundrejse i sommeren 2009.
Det er det mest folkerige land i Centralamerika og er hjemsted for mayakulturen, der dengang var en af de mest avancerede kulturer på kontinentet. Mayaerne var de første i Amerika, der brugte skriftsprog og deres skriftsprog var det mest avancerede i Amerika indtil spanierne ankom.
Halvdelen af befolkningen nedstammer stadig fra mayaerne. Fra spaniernes ankomst og kolonisation i 1523 var mayaerne genstand for blodige massakrer. Disse massakrer fortsatte, selvom Guatemala blev uafhængig af Spanien i 1821. Her blev de en del af Mellemamerikas Forenede Provinser. Men da der udbrød krig fra 1838-1840, gik denne føderation i opløsning. Herefter blev Guatemala uafhængig, men herefter fortsatte de store massakrer af de indfødte mayaer og der var fra tid til anden mindre uroligheder i tiden efter.
Der blev endeligt erklæret fred i 1996, men der er stadig stor diskrimination af mayaerne og mange mayaer lever i stor fattigdom. Det betyder desværre mange steder, at børnene ikke kommer i skole, men hver dag må hjælpe forældrene, blandt andet med at sælge souvenirs.
En af de ting, der sælges som souvenirs er vævede stoffer; et håndværk der stammer fra de gamle traditioner fra mayaerne og stofferne er vævet i stærke farver og detaljerede mønstre. Væveteknikken lærer pigerne fra de er helt små. Mønstrene varierer efter egn, så kendere vil kunne se hvilken egn mayaerne er fra ved at se på tøjets mønstre.
Der er flere og flere børn, der kommer i skole, men de eksisterende skoler og lærere følger ikke altid med tilgangen af elever, så der er mange børn i klasserne og meget få lærere til eleverne. Klasselokalerne er heller ikke store nok til mængden af eleverne.
Undervisningen foregår på spansk, der er det officielle sprog i Guatemala, men der er 20 andre sprog i Guatemala, så det er langt fra alle, der kan mere end nogle få gloser på spansk, når de starter i skole.
Nogle børn er 6 år gamle, når de begynder i skolen, andre er 10-11 år, så der er stor aldersforskel mellem børnene i samme klasse. Så selvom der er flere og flere børn, der kommer i skole, er der lang vej til vores forståelse af skolesystemet. Udvikling af fattigere landes uddannelsessystemer tager tid. Og der er stadig mange, der ikke har råd til at sende deres børn i skole og mange, der ikke kan undvære den indtægt, de kan tjene i de timer, de ellers skulle gå i skole.
Og i nogle familier -især dem, hvor børnene ikke går i skole- regnes skolegang som et brud på mayaernes traditioner og de familier, der ikke går i skole, vil ikke tale med dem, der går i skole.
Dog dyrker mayaerne stadig deres egne religioner og ofte er ritualerne fra deres oprindelige religion smeltet sammen med den kristne kirkes.
Landskabet er meget mangfoldigt og de fem steder jeg besøgte, var ikke som 5 forskellige steder i samme land, men som 5 forskellige kulturer og faktisk har landet flere klimazoner. Hotellerne, som var ejet af samme kæde, var hver for sig bygget i en unik stil, der passede til den enkelte by. Her ses udklædte kaffe- og tebeholdere på et hotel ved Lake Atitlan.
Et af de ting, jeg synes er fascinerende ved landet, er at det er utroligt farvestrålende, blandt andet i form af de mange mønstre på tøjet. Herunder solgt af en familie med lille pige, der måske i vores øjne ikke får nok skolegang, når hun bliver gammel nok til dette, men som trods alt virkede glad og tilfreds, når hun spenderede tiden sammen med sine forældre og vennerne, der var børn af de andre sælgere.
