"The wind of heaven is that, which blows between the horses ears" (arabisk ordsprog)
Hesten blev for første gang tæmmet for 5-6000 år siden i Kina, Lilleasien eller Rusland. I dag er der ingen egentlig vildtlevende heste tilbage, men de sættes ud forskellige steder, blandt andet er man igang med at gendanne den ellers næsten uddøde mongolske vildhest, przwalskiheste (nedenfor; billedet er fra Givskud Zoo, der har leveret en hoppe til udsætning i mongoliet).
Vilde heste var almindelige i dansk natur for 10-12.000 år siden. Der er pt forsøgt at genoprette en bestand ved at udsætte Exmoor-ponyer på et område af Langeland. Exmoorracen anses for truet og minder i type om den vilde hest. Hestene skal tjene som naturplejere og være turistattraktion. De klarer sig selv med hvad, de kan finde, men kan tildeles ekstra foder i hårde vintre. Hesten på billedet nedenfor er en dartmoorpony, der genetisk ligger tæt på exmoorponyen.
Fuldblodsaraberen (nedenfor) er en hesterace af en helt anden type og fra et helt andet klima, der har udviklet sig meget isoleret i den arabiske ørken. Den har derfor ikke helt samme anatomi som andre heste, blandt andet har den kortere ryg, dvs. færre ryghvirvler. Der må ikke blandes fremmet blod i fuldblodsaraberen, derfor forbliver de færre ryghvirvler som et kendetegn. Racen siges at stamme tilbage til den muslimske profet Muhammeds fem stamhopper. Muhammed levede fra 571- 632 og så gammel er også fuldblodsaraberen. Fuldblodsaraberen har ikke ændret meget på sit udseende, men stammer fra helt andre klimaer end fx przwalskihesten eller exmoor-ponyen og ligner dem derfor ikke meget, selvom racen er gammel.
Den islandske hest (nedenfor) er efterkommere af de heste, som vikingerne tog med sig til Island, da de bosatte sig der i det 9. og 10 århundrede. Vikingernes heste havde mange flere farver end man ser hos de fleste andre hesteracer, hvilket stadig gør sig gældende for den islandske hest i dag. Der må ikke blandes fremmed blod i den islandske hesteavl, dvs. stambogen er lukket. I øvrigt kaldes racen "nordisk fuldblod", selvom den af udseende ikke har meget tilfælles med den arabiske eller engelske fuldblod.
Frieseren (nedenfor) er en hollandsk hest, der er meget forskellig fra såvel exmoorponyen som araberen. Racen er udviklet i Nederlandene i det 16. og 17. århundrede og er oprindeligt udviklet til krigshest ligesom Andaluseren og Frederiksborgeren. Racen gik af mode, da man holdt op med at bruge heste i krig og har flere gange været ved at uddø. Den er dog blevet reddet af hobbyavlere og er idag ved at blive populær i Danmark igen. Avlen er stadig størst i Holland og mange danske friesere er importeret fra Holland.
Danmark er bedst kendt for sine Danske Varmblodsheste (nedenfor), der ikke er en race, men en type hest, der er lavet specielt til konkurrencer i dressur, spring og military. De er udviklet af og ofte blandinger af flere racer og der er iblandet fuldblod, for at de ikke skal blive for tunge, hverken i udseende eller temperament. Dansk varmblodsavl blev startet i 1962.
Dansk Varmblodsheste har ikke en lukket stambog og man kan derfor blande andre racer ind i typen, hvis de lever op til visse krav. Det er disse heste, der er flest af som rideheste i Danmark i dag. Dansk Varmblod har et kåringssystem, som gør at både hingst og hoppe skal være kåret efter en række regler, før føllet må stambogsføres. Hvis hingstens eller hoppens afkom ikke lever op til forventningerne, kan de afkåres igen.
