­

Findes der virkelig allergivenlige hunde?

Svaret er ja, men ikke allergisikre. Så flere allergikere vil kunne tåle allergivenlige hunde, men ikke alle. Under alle omstændigheder er det dog smart at besøge nogle allergivenlige hunde før køb, for at undersøge, om de giver problemer. Man kan eksempelvis stikke næsen ned i pelsen samt lade hunden slikke dig i albuebøjningen, hvor huden er tyndest, for at se, hvordan du reagerer, inden du selv køber hunden. Eller få en tot pels med hjem og lægge på hovedpuden et par nætter. Det er synd for både ejer og hund, hvis den er nødt til at skifte hjem igen.

Allergi opstår fordi immunsystemet reagerer på spyt, skæl og hår, der indeholder et bestemt protein, som immunsystemet fejlagtigt tror er en "fare" og derfor forsøger at bekæmpe ved næseflåd, nysen og øjenløb.

Der er ikke helt enighed om, hvilke hunde, der er allergivenlige. Dog regnes hunde, der ikke fælder, som mere allergivenlige end andre, da skællene sidder fast på hårene og spredes, når hårene tabes. Desuden er det en fordel, hvis hunden ikke savler ret meget, hvilket er tilfældet for de fleste ikke-fældende hunde.

De hunde, der ikke fælder, kaldes hårhunde. De har hår, der modsat pels vokser til det klippes eller slides af, hvorimod pels gror til en vis længde og falder så af. Et par besøg hos venner med hårhunde viste, at det ikke blev noget problem med min kærestes allergi, at have en hårhund.

Desuden er proteinet i hårhundes hår, skel og spyt lidt anderledes end i fældende hunde og også derfor tåles de bedre af mange allergikere.

De hunderacer, der ikke fælder -eller kun fælder meget lidt- er de syv bichonracer, hvoraf coton de toluar (bomuldshunden) nok er den mest kendte. De øvrige hedder bichon frise, bichon maltese (malteser), bichon bolognese, bichon löwchen, bichon havanaise (havaneser) og bolonka zwetna. Derudover er der puddel, chinese crested (billede 5) og nogle af de tibetanske hunderacer (shih tzu (ovenfor), lhasa apso og tibetansk terrier). Snauzeren og en del terrier, deriblandt cairnterrier (nedenfor) og skotsk terrier, fælder så lidt, at det kan klares ved en "plukning" hos frisøren med jævne mellemrum, hvor de løse hår fjernes. Yorkshireterrier, airdaleterrier og bedlingtonterrier er også hårhunde.

Vi faldt over en blanding af shih tzu og bichon frise (billedet nedenfor), som var væsentligt billigere end de rene bichoner, men fuldt ud ligeså allergivenlig. På grund af krøllerne og den lille størrelse blev Frodo hans navn.

3 år senere fik vi dog en ren Bichon Havanaise på 2 år; Kimba (billedet nedenfor) af nogle venner, der desværre måtte af med ham. Racen kaldes også havaneser eller silkehund og er i følge Agria forsikring den 7. mest populære hunderace herhjemme i 2018. Coton de toluar ligger nummer 4. Shih tzu ligger som nr. 10.

Selvom bichoner ligner små, levende bamser, er de nogle robuste små hunde, der siges at kunne tåle at blive tabt fra 1 meters højde, hvilket vi faktisk uforvarende har prøvet og det tog Frodo ikke skade af. Han hopper også glad ned fra sofaryggen til gulvet, Kimba er lige så uforsigtig, men de kan holde til det.

Hundene på billedet nedenfor er en ren Shih Tzu (til venstre) i leg med vores Frodo (til højre) fra et besøg i hundeparken Willeruplund i Odense.

Kommentarer eller spørgsmål? Jeg ser frem til at høre fra dig.

 

­