Euphoric OX f. 7/5-2004 - 6/6-2019

Euphoric OX var eneste føl efter min nu afdøde hoppe Euzebia OX og som et ud af to føl efter hingsten CA Antar OX. Han var fuldblodsaraber og havde altså ret til at bruge betegnelsen OX efter navnet. Han blev avlet for at have en erstatning til Euzebia, når hun måtte herfra. Han blev født da hun var 11, og det var sidste udkald for hende til at få første føl

Jeg var på ingen måde erfaren i at avle, så jeg besøgte alle de stutterier, jeg kunne finde på Sjælland og så deres hingste og hopper. Kravene var, at det skulle være en ridetype, gerne meget lig Euzebia i udseende, med fornuftigt temperament og føllet skulle ende på omkring Euzebias højde, ca. 153 eller højere. Linieavl, hvor man indkrydser samme hest flere gange for at fremme bestemte egenskaber, ville jeg ikke kaste mig ud i. Euphoric endte med at være150 cm, men ellers kom han til at ligne hende ganske meget. Også i farven, selvom dette ikke var noget krav. Jeg havde gerne bedækket med en brun, rød eller sort hingst, men alle de hingste, der faldt i min smag, var tilfældigvis skimlede.

Skimler fødes sorte, røde eller -som Euphoric- brune og afbleges med alderen, dog er det variabelt hvor meget de afbleges og hvor hurtigt. Euphoric afblegedes hurtigt, startede som brun, blev derefter nærmest beige og så lysere og lysere. I dag er han hvid med små brune pletter -en flueskimmel, hvor Euzebia var næsten helt hvid. Hans søster på faderens side er også flueskimmel, så det er nok en arv fra faderen.

Euzebia folede stik mod normalen om dagen; en helligdagsmorgen under fodringen, hvor der var mange mennesker i stalden og vi derfor endte med at være 8 tilskuere til folingen. Det så ikke ud til at genere hende, tværtimod, og vi måtte fra starten gerne låne ham eller passe på ham i stalden, mens vi tog hende ud. Vi kunne også hurtigt træne ham alene, mens Euzebia gik på folden og stille holdt øje med os derfra.

Det er meget forskelligt, hvor meget man må være i nærheden af føllet for hoppen, men selvom Euzebia blev en god mor og passede godt på sin søn, var hun altså ikke bekymret for vores indblanding. Dette betød at han var ret hurtig til at lære, at blive trukket og stå bundet. Det var ikke sådan, at han blev sat til belastende ting for tidligt, men han fik masser af kontakt og gåture i en tidlig alder. Han var også på Roskilde Dyrskue i en alder af 3 uger og var rolig nysgerrig overfor det hele. Jeg brugte ikke timer på ham dagligt, men mange gange positive 5 minutter.

Euzebia blev aldrig træt af ham, som hopper ellers ofte gør. De var adskilte i nogle perioder fra han var ½ til han var 2, men fandt altid hinanden igen, når de kom tilbage på samme fold. Hun blev ved med at beskytte ham og da han var 6, umiddelbart inden hun blev aflivet, kunne han stadig finde på at drille de andre heste på folden og så løbe over bag Euzebia, som forsvarede ham mod "de sure" forfølgere.

Sadeltilvænning begyndte allerede, da han var føl med en jakke eller et håndklæde smidt over ryggen af og til. Senere fik han en elastikgjord på, endnu senere en gammel ponypude og en stor bamse på ryggen. Så der var absolut ingen negativ reaktion, da jeg satte mig op. Han var meget forsigtig. "Bamseline", som hans bamse på ryggen hed, faldt lidt ofte af, så derfor var han meget forsigtig og turde næsten ikke bevæge sig, de første gange med rytter.

Hans reaktion på noget nyt eller på at træningen havde været for ensidig var hele hans liv, at han gik i stå og blev doven. Og den hidsighed og uberegnelighed, araberen ellers har ry for at have, eksisterede ikke hos ham. Han var livlig, men hverken uberegnelig eller hidsig og han var på alle måder meget nem at ride. Han var dog længe om at vokse færdig, så bortset fra ca. 20 ganges ridning, da han var 4, kom vi først alvorligt i gang, da han var næsten 5. Da var han endelig færdig med at vokse.

En anden af Euphorics små særheder var, at han elskede at have noget i munden. Biddet blev introduceret til ham, da han var 1½ år, for han insisterede jo alligevel altid på at have træktovet i munden, så hvorfor ikke lære ham at gå med bid, nu han synes det var så sjovt. Han var stadig glad for at have noget i munden, da han døde som 15-årig og gnaskede ivrigt løs på pisken, hvis han kunne komme af sted med det, løste træktove op og tømte striglekassen, mens man så væk.

Jeg har desværre været skadet siden han var 1½ år og er gentagne gange er blevet standset af mine egne skader og har haft en del år med meget lav indkomst og vi nåede derfor aldrig noget videre på konkurrencebanen, selvom det gik fint til de stævner vi var med i, de små klasser vi nåede at starte klarede han dog fint, både dem vi startede, da han var yngre og de sidste år han levede. Jeg har dog heller aldrig været ambitiøs, startede og starter kun stævner for hyggens skyld. Udover stævnerne har vi mange gode oplevelser bag os.

Euphorics historie var forholdsvis simpel. Det er tydeligt at mærke, at han ikke havde nogle grimme oplevelser og en masse ejere bag sig. Han var ukompliceret, nem, glad og ubekymret og fejlede ingenting, udover de mindre skader, han har haft i benene, før hans sidste tid. Han levede "på en sten" og var dejligt billig i kost. Han elskede at drille de andre heste og derfor får han somme tider lidt skrammer i "betaling", men aldrig noget alvorligt.

Han har i en længere periode ihærdigt spist med af naboens mad ved at slikke den i hovedet, mens den spiste. Når den så truede af ham med munden fuld af mad, røg noget af det ind til ham, så han kunne samle det op fra gulvet. Hans egen mad lod han være, til naboen var færdig med at spise og der derfor ikke var mere at stjæle.

Han var lidt utålmodig i stalden og gad ikke altid stå stille, når han skal strigles, men var kælen hvis man fandt de rigtige steder at klø. Han var glad for at blive redet, men også her ville han have alt lige fra tørre grene til frisk græs i munden og det var nogle gange vigtigere for ham, end at se, hvor han gik. Derfor burde man som Euphorics rytter se for ham. Eller ride hurtigt forbi alt spiseligt.

På grund af alle mine skader, har Euphoric uden de store problemer været udsat for andre passere og ryttere. Dog var han meget modtagelig for kedsomhed. For meget dressur gjorde, at han begyndte at opføre sig som en gammel rideskolehest. Stoppede op og ville ikke gå, med mindre det var mod udgangen. Han blev lidt "slukket" hvis underviseren er for hård, men syntes det var sjovt i begrænsede mængder og med tilpas positiv forstærkning.

Da jeg jo selv var skadet fra han var 1½ år og derfor blandt andet havde brug for at få muget ud, havde jeg solgt udmugningen til forskellige hjælperyttere. Den sidste og bedste var en pige på 13-16 år, der red Euphoric nogle gange om ugen og som til gengæld tog sig af det hårde arbejde. Heldigvis havde han fra starten været vandt til at skulle rides af andre, og hans rolige temperament gjorde det nemt at låne ham ud. Katrine, som hans sidste part hedder, er virkelig dygtig og omhyggelig og passede ham, som han fortjener og med hendes hjælp har vi deltaget i stævner for første gang i mange år. Hun har desuden uddannet ham til at springe bedre end jeg selv evnede. På grund af mine egne skader, sprang jeg kun sjældent selv.

Euphorics liv fik desværre en brat ende i sommeren 2019. Han mistede gradvist appetitten, først på wrap, derefter på mere og mere andet foder og tabte sig derfor, men havde ingen andre symptomer. Han var glad og tilfreds, frisk og helt, som han plejede. En blodprøve viste, at han havde en sjælden nyrelidelse, men det burde han med specialfoder, kunne leve med i nogle år; ingen kunne sige præcis hvor mange. Hestene kom på græs og han begyndte stille og roligt at tage på igen, for græs ville han gerne spise. Men en aften efter en løbetur i folden, faldt han død om. Dyrlægerne, jeg har talt med, siger alle, at det ikke var nyrerne der satte ud, når han døde så pludseligt, men sandsynligvis en stor blodprop i hjerne eller hjerte, en fatal hjerneblødning eller aorta, der sprang uden forvarsel. Noget der kan ramme alle heste på alle tidspunkter. Og i øvrigt også alle mennesker. Det har umiddelbart ingenting med nyrelidelsen at gøre og er enten en tilfælde eller der har været en bagvedliggende årsag til begge ting, som vi ikke nåede at opdage. Euphoric var en af de sødeste og kærligste heste, jeg nogensinde har mødt. Desværre sluttede hans liv omkring 10 år for tidligt. Han vil blive husket og savnet af mig og af mange for sit gode, gode sind og sin kærlige personlighed.