Fuldblodsaraberen.

"Min" første araber var faktisk hverken araber eller min, blot en jeg red og passede i nogle år. Den var af ukendt afstamning, et medlidenhedskøb af et føl, der ellers skulle have været aflivet. Ejeren købte ham som et ponyføl ud af en connemaralignende hoppe på omkring 130 cm. Han endte med at være 162 cm høj. Dog var der træk ved hans udseende og temperament, som kunne tyde på, at der var araber i ham, men ingen vidste, hvem der var hans far eller kendte den nøjagtige afstamning på hans mor. Jeg red den for ejeren i et par år og følte med den en samhørighed, der var meget svær at erstatte, da den desværre måtte aflives. Desværre har jeg intet egnet billede af den, så den er ikke på denne side.

Jeg kunne ikke finde nogen anden hest, jeg havde samme lyst til at ride og i en periode stoppede jeg ridningen. Da jeg begyndte igen, kunne jeg ikke rigtig finde nogen hest, jeg havde det så godt med, som med ham. Jeg tænkte i lang tid, at sådan et forhold, som jeg havde til ham, oplevede man nok kun en gang i livet.

Men jeg tog fejl.

Da jeg tilfældigt begyndte at ride arabere, følte jeg igen den samme gnist og samhørighed med en hest, og fik motivationen tilbage. En af de ting, jeg havde savnet var, at hesten kunne gøres glad, at man kunne mærke den give lidt ekstra af glæde under rytteren. På et tidspunkt mødte jeg fuldblodsaraberhoppen Euzebia (ovenfor), som jeg købte efter at have redet hende et år og hun var i alt min ven i 12 år. Hun måtte desværre som 17-årig aflives efter gentagne skader i benene. Hun blev i 2004 mor til Euphoric (føllet nedenfor), der i dag er min hest.

Definitionen på en fuldblodsaraber er, at den i alle led, kan føres tilbage til en araber i ørkenen. Legenden siger, at alle fuldblodarabere nedstammer fra de fem hopper, som Muhammed og hans fire nærmeste mænd flygtede fra Mecca til Medina i Hejiranatten, der er dateret til den 15. Juli år 622. Disse hopper skulle alle være mærket med profetens tommelfinger i form af en hvirvel under manen og mangler denne hvirvel, regnes hesten af muslimerne for lavere kvalitet.

Moderlinien har, på grund af denne myte, en stor betydning og mange vælger at navngive deres føl med samme forbogstav som moderen. Dette er også tilfældet her, hvor mor Euzebia (nedenfor til højre) vandrer igennem Ringsted å med sin søn Euphoric (til venstre).

Fuldblodaraberen er den ældste af de ædle hesteracer. Den siges at have haft sit udseende for 20. århundreder siden, men præcist hvordan den er opstået, vides ikke med sikkerhed. I de fleste andre ædlere hesteracer er der iblandet araber, men den er selv 100% ren i alle led, ellers kan den ikke stambogsføres og må så heller ikke kaldes for en "fuldblodsaraber". Der er ikke noget kåringssystem, så alle føl af to stambogsførte fuldblodsarabere kan stambogsføres som fuldblodsaraber, uanset resultater i ridning, avl og udstilling.

Der findes 3 andre arabertyper, araberrace, shagyaaraber og angloaraber. De avler mere specifikt mod ridebrug og bruger kåringer, for at finde de heste, der vil lave de føl, der er mest egnede til ridebrug.

Hvor andre heste har 16 ryghvirvler og 18-20 halehvirvler har fuldblodaraberen 15 af hver, hvilket betyder, at de har brug for mindre foder end andre heste. De har også et karakteristisk ædelt hoved med indadbuet (konkav) næseryg, lille mule med store næsebor og store kæber. Hovedet er ikke ret langt. De store næsebor betyder, at de hurtigere køler luften ned end andre heste, hvilket var en nødvendighed i deres oprindelige liv i ørkenen.

En følge af den ryghvirvel, de har mindre end andre heste er deres høje haleføring og den korte ryg. Dette kan gøre det svært at finde den rette sadel, da disse kun må nå til det sidste ribben, ellers trykker de hesten.

Arabere er livlige og elsker at løbe, og reagerer lynhurtigt, hvis de bliver forskrækkede. Dog falder de også hurtigt ned igen. De tænder og slukker med andre ord hurtigt for temperamentet.De siges at knytte sig mere til en enkelt person end andre hesteracer.

Fuldblodsaraberen (der betegnes med OX efter navnet) er, i følge mange, lidt for lille til nutidens krav til rideheste. Gennemsnitshøjden ligger mellem 146-158, og mange vil finde disse heste for små til fx. dressur og spring.

Umuligt er det dog ikke, da almindelige ridestævner er åbne for alle hesteracer, og araberen jo er både elegant og har fine bevægelser. I spring er størrelsen et større problem, men til gengæld kan de små, lette fuldblodsarabere vende hurtigere end større og kraftigere heste, og dermed vinde på tid.

Fuldblodsarabere har deres egne stævner, der kun er for OX-arabere samt stævner sammen med de andre arabertyper. Dette gør sig i øvrigt gældende for mange specialracer i Danmark.

En del har fuldblodsaraber med udstilling for øje, så selvom de ikke kåres, så udstilles de alligevel ofte og resultaterne tæller hos mange med, når de vælger avlshingste og -hopper.

Sin helt store force har fuldblodsaraberen dog i distanceridning, hvor dens udholdenhed og evne til at nedkøle sig hurtigere kommer den til gode. I distanceridning kommer det i de korte distancer an på at komme så tæt på en given idealtid som muligt. I de længere distancer gælder det om at komme først på en given distance, men uden at hesten lider overlast. Derfor er der på alle distancer dyrlægekontrol, der blandt andet tjekker hestens puls ved start og mål, og på de længere distancer også undervejs. "At fuldføre er at vinde", er distanceridningens motto og på de længere distancer er der indlagt pauser i ridtet, hvor hesten kan spise, drikke og slappe af.