Euzebia OX 14. april 1993 - 3. august 2010.

Euzebia var 5 år gammel og ejet af en veninde, da jeg første gang mødte hende. Jeg havde netop forladt en anden parthest –en fuldblodsaraber ligesom Euzebia og faktisk Euzebias grandniece- og jeg begyndte i stedet at passe og ride Euzebia.

Indtil jeg mødte hende, havde det føltes bekvemt, at ride andres heste stort set gratis, men da Euzebia efter et års tid skulle sælges, var jeg klar over, at enten købte jeg hende eller også stoppede jeg min hestehobby. Hun var en meget fascinerende hest både i ydre og indre, hun havde en imødekommende venlighed, som var svær at stå for og var umiddelbart en glad hest med meget fængende og smittende energi, hun virkede nærmest elektrisk af glæde, når hun fik lov til at bevæge sig.

Men hun var også en kompliceret hest med flere fysiske problemer og et svingende humør; den ene dag kiggede man næsten efter anlæg til vinger under sadlen, den næste efter horn i panden. I stalden var hun altid sød og venlig og elskede at blive striglet og kælet for. Hun blev dog nervøs og spændt udenfor stalden. Og i særdeleshed, når der kom longe eller sadel på hende.

Hun var af og til fræk, aldrig sur, men nogle dage bare virkelig bange for alt; i særdeleshed biler, og de dage havde hun ikke evnen til at koncentrere sig om noget som helst og ville bare gerne løbe stærkt.

De ting heste normalt er bange for; mænd, dyrlæger, smede og trailere tog hun i stiv hov, men pludselige lyde, flagrende ting, skilte og altså især biler var slemme. Turene over marker, stier og i skove, hvis vi ikke mødte biler, var altid fantastiske og hun eksploderede næsten under rytteren af glæde over, at få lov til at bevæge sig. Hun var sikker på benene, lydig og hurtig; ofte lidt hurtigere end planlagt, men lavede aldrig ballade. På ægte arabisk vis blev hun næsten aldrig træt, selvom hun havde været i gang i timevis.

Dressuren var en svingende oplevelse, men når hun kunne koncentrere sig, var det ikke så ringe, men ofte kneb det med koncentrationen og hun brugte meget energi på, at være bange for ting rundt om banen. Da jeg senere lærte hende at springe var der enkelte spring, hun kunne nægte at springe og hun var ikke særlig modig på større højder, selvom hun egentlig også synes, det var lidt sjovt. Samtidig havde hun den lidt snobbede holdning, at springene heller ikke måtte være alt for små, så nægtede hun at springe dem og stoppede også op.

Hun var opdrættet i Sverige og importeret til Danmark som 3-årig for at blive brugt til galop. Benene blev dog hævede ved træning, fik jeg at vide, og hun blev derefter forsøgt bedækket, men taget hjem til den daværende ejer efter kort tid -inden hun kom i brunst- og solgt til en hestehandler. Herrfra købte min veninde hende, da hun var 4½ år.

Navnet Euzebia var smukt, fremmedartet og umuligt at huske eller stave i første forsøg. Det er en polsk afledning af det græske ord Eusebeia, der betyder "Den Fromme" eller "Den Gudsfrygtige". Forstavelsen EU (der også kan hedde EV) er en positiv betydning af det ord, det sættes foran. Euzebias mor hed Everesta, hendes mormor Europa og hendes oldemor Eunice. Her stopper det også, dog er E'et også at finde hos hendes oldemors mor, Epigona. Brugen af moderens forbogstav er traditionel for araberheste, men da hun fik føl, ønskede jeg dog hele Eu-forstavelsen på grund af betydningen. Han kom til at hedde Euphoric, der betyder euforisk eller uhæmmet glad.

"Den Fromme" eller "den Gudsfrygtige", passede godt til den hun var i stalden; blid og empatisk, og mange troede derfor fejlagtigt, at hun også var en sød, nem og from hest at ride på.

Det var langt fra altid tilfældet og især i de senere år, hvor temperamentet havde rettet sig meget, var der nogle, der troede jeg overdrev, når jeg fortalte om hendes tidligere temperamentsproblemer og hvor bange hun for eksempel kunne være for biler. Især fordi det ikke var konstant. Nogle dage var hun rolig ved de første 15 biler, nummer 16 gjorde hende panisk. 

De første år jeg havde hende, var hendes helbred ikke på toppen. Hendes øjne løb konstant, hun havde næsten konstant slem "muk" (en infektion -primært på benene- der kan være forårsaget af både svampe og bakterier og som er almindelig, når heste går i mudder), hun var konstant for tynd, pelsen var tjavset, skoene tabte hun hele tiden og generelt var bare hun ikke på toppen.

Dyrlægerne behandlede med penicillin, øjendråber og steroider, men uden effekt.

Jeg inddrog flere dyrlæger og alternative behandlere, og flere uafhængigt af hinanden mente, at hun havde fået en mindre forgiftning før hun kom til Danmark, muligvis med planten engbrandbæger, og hun derfor havde nedsat immunforsvar.

At hendes øjne løb og hendes ben fik "muk" var på grund af svamp indvortes og dette havde de mange penicillinkure og steroiderne forværret.

Vi behandlede derfor hendes immunforsvar homøopatisk og brugte fodsvampecremen Canesten i øjnene. Fodsvampecremen var et råd fra en dyrlæge på landbohøjskolen, vi havde kontakt med. Desuden skiftede vi foder til sukkerfattigt og varmebehandlet foder. Varmebehandlingen dræber svampesporerne og det begrænsede sukker, gør at de har svært ved at leve, hvis de kommer til foderet udefra. Dette løste hendes problemer overraskende hurtigt og at miste synet på grund af arvæv, der ellers havde været frygtet, skete aldrig. Pludselig kunne skoene blive på og hun kunne "leve på en sten", havde faktisk lidt tendens til at blive for tyk og fik en helt anden udstråling -blev gladere og mere selvsikker; næsten en smule selvglad. Temperamentet blev samtidig mere stabilt. Det løste ikke hele problemet med hendes humørsvingninger, men der var tydelige forbedringer at mærke. 

Tænderne var en anden faktor, der var med til at forbedre såvel temperament som foderstand. På daværende tidspunkt var dyrlægerne ikke så gode tandsmede, som de er blevet senere hen og der begyndte at komme hestetandlæger frem. Jeg fik Euzebia tilset af en sådan omkring samtidig med, at vi fandt løsningen på hendes øvrige problemer. Euzebia havde haft "tandspidser" og skævt bid og derfor bidt sig i kinden, når jeg tog i tøjlen. Dette blev repareret en gang for alle og hun fik ikke senere tilsvarende problemer med tænderne igen. Det krævede lidt tid at vænne hende til, at det ikke længere gjorde ondt i munden, at blive redet, men med tiden kom den tillid også og ridningen på banen begyndte langsomt at fungere bedre og bedre. Endnu en brik i puslespillet Euzebia faldt på plads. 

Jeg besluttede at lave et føl på Euzebia og fandt i den forbindelse ud af, at hendes hormonbalance også var i uorden. Hun kom slet ikke i brunst og kom hjem fra bedækning igen efter måneders ophold hos hingsten med uforrettet sag. En kombination af betacaroten og hormonbalancerende urter igennem den næste vinter løste problemet og året efter var der gevinst. Hun fik føllet "Euphoric", da hun var 11.

Hun blev en god mor og hun passede godt på ham, men var ikke overbeskyttende og hun lærte ham at være selvstændig. Fra starten af måtte vi mennesker meget gerne være med i det hele og være "barnepiger" for Euphoric, mens enten han eller hun kom lidt ud og rørte sig alene. Hun holdt dog aldrig rigtig op med at være mor for ham, selvom de var adskilte i nogle perioder, da han var gammel nok til det. Da Euphoric var 6 beskyttede hun ham stadig, når han drillede de andre heste og derefter søgte tilflugt bag sin mor. Faktisk ret frækt af ham, men morsomt.

Det kneb for mig med at komme i gang med ridningen efter at Euphoric var kommet til verden, så jeg flyttede Euzebia til Englerup Mølle, hvor der var flere faciliteter; ridehus, springbane og terrænbane lige uden for døren, hyppige stævner og ikke mindst Ringsted Å.

Denne flytning fik hendes nervøsitet til at bedres, hendes humørsvingninger ligeså og hun stortrives derude. De sidste år var hun en hest der strålede af livsglæde og velvære, både på fold og under ridning.

Tidligere havde jeg haft hende opstaldet ved siden af en vej udfra den tanke, at hvis hun bare mødte nok biler blev hun tryg ved dem. Men det var nok en fejl og har dybest set stresset hende mere end det hjalp. Men jeg tror også, at det ikke var det eneste. Det var nok blot sidste skridt i rækken, at løsningen af hendes fysiske problemer et efter et, også har gjort deres.

Desværre begyndte hendes ben at drille, da jeg havde flyttet hende. En række skader, små og store, gav os mange pauser i ridningen. Alligevel har hun her haft sine bedste år. Jeg kom også selv til skade og måtte holde ridepauser. Euzebia havde nogle parter og var lånt lidt ud til ryttere på stedet nogle dage her og der, men hun var stadig ikke til at stole på på vejen, så de måtte holde sig på ridebanen med hende.

Euzebia elskede vandet i Ringsted Å, der løb gennem foldene og som de drak af. Af og til kunne hun komme løbende og lave et spring ned i åen af bar glæde. Åen fik også for os en anden funktion: på grund af hendes mange benproblemer, var det nødvendigt at køle hendes ben efter ridning og dette foregik som regel ved at skridte rundt i åen i et hyggeligt kvarters tid.

Selvom Euzebia ikke var den modigste til høje spring, var det at galoppere af sted på terrænbanen, lige noget for hende og på Englerup blev hun også en modigere springer, da hun bare generelt fungerede bedre og blev bedre til at koncentrere sig og dressuren blev også langt bedre end den tidligere havde været.

Vi nåede i årene på Englerup at starte en eneste jagt -ganske vist kun på ledsagerfeltet, hvor der ikke var forhindringer, men det blev en uforglemmelig tur, som både hun og jeg nød til fulde og hun bare fungerede fantastisk. Vi fik lagt os lige bag master og to gange, måtte hun hjælpe masters hest igennem vandet. Den første gang blev hun bedt om hjælp, anden gang stoppede masters hest op og overvejede, om den turde hoppe i. Det gad hun bare ikke vente og valgte selv at galoppere udenom masters hest og hoppe i åen og gå foran det sidste stykke, som foregik i skridt i åen. Det er egentlig ikke tilladt under en jagt, men det var hun ret ligeglad med. Og det var jo kun ledsagerfeltet i en lille jagt, så det betød ikke så meget.

Men til sidst fik hun en skade, der var uoprettelig og blev pensioneret. Efter et år blev skaden værre og da jeg begyndte at mærke, at hun ikke længere kunne løbe med flokken på folden, valgte jeg at sige farvel for at spare hende for flere behandlinger.